Før 1827 havde man omgangsskole, hvor eleverne i de fem vintermåneder fra november til marts skiftedes til at gå i skole alt efter hvor de boede. I sommerperioden skulle børnene hjælpe deres forældre i marken og med at drive kreaturerne.

I 1827 blev der opført en lærerbolig med skolestue ved Fabjerg kirke. Denne blev bygget bag kirken, da den gamle landevej mellem Rom og Gudum gik nord om kirken.

I 1910 blev opført en ny skolebygning med to klasseværelser og senere gymnastiksal. Den gamle skolebygning fungerede til sidst som degnebolig, men i 1956 blev den nedbrudt, da man byggede en ny villa på den anden side af Fabjergkirkevej.

I 1800-tallet var der ikke en egentlig bebyggelse i Fabjergstad.

Peder Bjerg fortæller om vejforholdene i Fabjerg før 1890: ”Den gamle hovedvej gik fra Gudum efter Agergård og Fabjerg Kirke, gennem Kjærdal, vest på til vejen gik efter Bloksgård og til Rom Skel. Denne vej blev så nogenlunde holdt i farbar stand, hver gård havde sit vejskifte, hvorpå man skulle køre uharpet grus og sand. De andre veje var ikke gode. Den og så Jordemodervej var de eneste som blev ryddet for sne”.

Først i 1891, da vejen mellem Gudum og Lemvig blev opført, tog det fart med bebyggelsen omkring vejen. I 1887 markerede Andelsbevægelsen sig ved opførelsen af det gamle mejeri (Højgårds maskinfabrik) og i 1900 blev brugsforeningen og senere bageriet opført efter princippet om at løfte i flok. I 1985 blev bageriet dog nedrevet for at give plads til ældreboliger.

Flygtningelejren i Gudum lå midt mellem Struer og Lemvig op ad den nyanlagte Fabjergvej. Ved nordsiden af lejren, på den anden side af vejen, lå en købmandsbutik og andelsmejeriet Thingtofte. 

I de sidste måneder af anden verdenskrig var millioner af flygtninge drevet på flugt fra Østpreussen. Den eneste flugtvej var over Østersøen 500 km, på åbent hav. Mange overlevede ikke de umenneskelige forhold.

Ved ankomsten til Danmark blev de overlevende flygtninge i første omgang fordelt ud over landet i mindre enheder. Senere blev de samlet i en større lejre syd for Lemvig ved Rom. Den 4. juni 1945 var der 33 flygtninge i Gudumlejren.

Under krigen overfløj de allierede fly tit området. I flyene var der kun sparsomt med navigationsudstyr, så piloterne skulle bruge store landmærker og her var Limfjorden en af dem. Ved at flyve langs Limfjorden over Thyborøn, så kunne de flyve tilbage til England. Det var dog ikke ufarligt, da Tyskerne havde antiluftskyts ved broerne og især flak-stillingen ved Oddesundbroen var effektiv.

Den 29. april 1943 kostede det syv allierede flyvere livet. Mindst ti fly blev skudt ned og en af dem var en Lancaster fra RAF 207, som styrtede ned ved Remmerstrand. Undervejs ramte flyet en gård som brød i brand og landede til sidst i vandet.

Klostermølles historie går tilbage til 1400 – tallet, hvor priorinden i det nærliggende benediktinerkloster ansøgte kongen om at måtte beordre fæstebønder til at hente egekævler i Skanderborgskovene. Der var dengang ingen store træer vest for den jyske højderyg. Priorinden ville anlægge en dæmning til mølledam og opføre en vandmølle. Møllen har gennem mange hundrede år sikret, at befolkningen kunne få kværnet deres korn, så der blev foder til dyr og brød til folk.

Klostermølle å har i perioder stor vandføring og det har gennem tiden haft den konsekvens at Møllebygningen er skyllet væk. Den nyeste møllebygning er opført i 1835, da den sidste skyllede væk i 1829.

Der blev produceret såvel mel og gryn, som grutning (foder) til dyr. Mølleren tog ”told” via en toldkop, som betaling for sit arbejde. Betalingen udgjorde 1 pot af hver skæppe, som er lig med 1/18 del af kornet.

Ole Futtrup Christensen blev født den 8. juni 1860 i Nr. Nissum i et husmandshjem med stor børneflok. Som ung gik han rundt på egnen og underviste folk i hvordan de skulle dyrke rodfrugter og dyrkede ofte andres jord. Som løn fik han halvdelen af udbyttet og skabte sig på denne måde en formue.

Første gård han ejede, var Sdr. Kamstrup og efter nogle år købte han Kongensgård. Han levede sparsommeligt og arbejde flittigt.

Senere købte han Sdr. Riis på Venø og Ryssensten i Bøvling. Han blev en velhavende mand, men opførte sig ikke derefter. Han var bange for at blive levende begravet, og derfor blev han bisat i et gravkammer. Desuden skulle der være en glasrude i zinkkisten, som er inde i den smukke egetræskiste. Han døde den 27. december 1921 i Lille Surkjær.

I omkring 1800-tallet boede egnens Smed i Serup smedje, han var egnens altmuligmand. I 1874 købte Peder Kr. Serup ejendommen og indrettede antageligt smedjen i den vestlige længe. Smedjens speciale var vandpumper, tærskeværkerne og kornrensemaskiner som han solgte i et stort område på egnen

I dag er smedjen ved at blive renoveret, så det kan blive en unik tidslomme fra den tid, og vise hvordan det var at leve på kanten af heden. Sammen med de andre bygninger omkring, kan det blive et aktivt sted med husflid og udstilling af gammelt værktøj og maskiner.